Et kort omrids af bogen for den uindviede: Bogen er en roman, hvori en mand, MacKenzie eller forkortet Mack, hvis datter er blevet dræbt af en seksualforbryder, modtager en seddel, hvori Gud selv beder ham komme op til den hytte, hvor hans datter er blevet dræbt. Da han modstræbende efterkommer invitationen, møder han Gud, Fader (i bogen kaldet Papa), Søn (stadig kaldet Jesus) og Helligånden (i bogen kaldet Sarayu), og tilbringer en weekend i deres selskab under – i sagens natur – ret så ekstraordinære omstændigheder. Til sidst forlader han hytten forvandlet og bevæget – som også mange læsere har været.

Stilmæssigt er bogen sin egen, men i den fiktive gengivelse af mødet med Gud vækkes der minder om både Gene Edwards ”Divine Romance”, David Bolts ”Adam” eller C.S.Lewis’ ”Narnia”.

Noget, som har stødt mange, er at Papa i bogens start fremtræder som en sort kvinde. Det er værd at bemærke, at bogens forfatter ikke hævder, at Gud ER en sort kvinde, men alene lader Gud fremtræde i den skikkelse i en (stor) del af bogen (lidt det samme går igen mht. Sarayu, som optræder i en kvindelig skikkelse). Forklaringen som gives af Papa selv i bogen, går på at han ikke er mand eller kvinde, selvom begge køn rummes i ham, og at han har valgt at fremtræde sådan, fordi det sidste, Mack i sin konkrete situation har brug for, er at Gud fremtræder i en skikkelse a la Gandalf.  Sidst i bogen optræder Papa dog igen i mandlig skikkelse, fordi bogens hovedperson har afklaret bl.a. sit forhold til sin far og igen kan klare at møde en faderskikkelse.

Naturligvis skal der være plads til at diskutere, om dette er et heldigt valg, og om der er dybere aspekter af det med køn, som i virkelighedens verden ville udelukke, at Gud fremtrådte sådan. Men det er også relevant at erindre, at Gud skabte mennesket, mand og kvinde, i sit billede, at et af Gamle Testamentes ord for Gud, nemlig El Shaddai, er feminint, og at Jesus nogle gange bruger feminine billeder om sig selv, f.eks. at ville samle Jerusalems indbyggere som hønen under sine vinger. I det lys er det skudt langt over målet at stemple forfatteren som kættersk på grund af dette, ikke mindst når forfatterens ærinde blot er, at Gud ikke er en mand på samme måde som andre mænd.

Jeg tror ikke, jeg selv ville have taget samme valg som forfatteren, men i skønlitteratur må der gives rum for en vis litterær og kunstnerisk frihed, uden at dette skal bedømmes som teologiske læresætninger.

Anden kritik af bogen har placeret den i Emergent Church segmentet, underforstået med en slap holdning til bl.a. de kristne dogmer. Igen en kritik, som er ganske forfejlet. Der er flere steder, hvor klassiske kristne og/eller evangeliske trossætninger klart understreges. F.eks. da bogens hovedperson, Mack, spørger dem, ”Hvem af jer er Gud?” og de i munden på hinanden alle svarer ”Jeg er” og dermed understreger en kristen forståelse af Treenigheden. Eller da Mack efter et møde med Guds personificerede visdom (med forbillede fra Ordsprogene) spørger Jesus ”Er der så fire af jer?” og får et klart svar: ”Nej, vi er kun tre”. Eller hvor bogens Jesus på et spørgsmål om, hvorvidt alle veje fører til ham, svarer ”Nej, de fleste veje fører ingen steder hen. Men jeg vil gå på enhver vej for at finde dig”.  (Oversættelserne mine og frit fra hukommelsen, baseret på den engelske udgave af bogen).

Det er vanskeligt at se skyggen af suspekt teologi i dette. Og for den sags skyld heller ikke på en række andre områder. Tværtimod er bogen klassisk i sin beskrivelse af Jesus, Sønnen som tager et menneskes skikkelse på sig og underlægger sig de begrænsninger. Eller i sin beskrivelse af det klassiske "teodice" dilemma, altså hvordan Gud kan være god, når der er så meget ondt i verden. Også tilgivelsens natur er meget klart og stærkt beskrevet.

Hovedpersonen Mack beskrives som en person, for hvem dette måske ikke er helt fremmed, men ihvertfald kun intellektuel kundskab. Og det er let at se, hvordan den, for hvem kristendommen er noget ydre, og som måske er vokset op med et sæt af rigide og firkantede regler, kan støde sig på bogens næsten "familiære" beskrivelse af Gud. Men andre burde om ikke andet kunne rumme bogens stil og pointer.

Det er naturligvis klart, at bogen afspejler forfatterens teologi. Det er kendt, at han er reserveret overfor etablerede kirker, og selv er med i en husmenighed. Det afspejler sig naturligvis, når han lader Jesus komme med til dels ret kritiske kommentarer omkring religiøse institutioner. Eller for den sags skyld når Jesus i bogen erklærer sig uinteresseret i såvel politik som økonomi. Den samme præmis er sandsynligvis også synlig i bogens beskrivelse af forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, som beskrives i ikke-hierarkiske termer som en ”cirkel af autoritet” uden nogen bestemt i toppen.

Igen må man sige: Det er for meget forlangt, at en bog – selv en fiktion – ikke må afspejle forfatterens teologi. Men der er ikke her tale om kættersk teologi, mere om teologiske positioner, der om ikke andet åbner op for refleksion og eftertanke. Der er også vanskeligt at være uenig i ærindet, nemlig at det er de personlige relationer, som er det centrale i kristendommen.

Ud over dette er der meget godt at sige om bogen. Hovedpersonens gensyn med sin datter er gribende for enhver. Hans opgør med egen dømmesyge og selvtilstrækkelighed er klassisk opbyggelseslitteratur, og tilgivelsens natur og nødvendighed portrætteres glimrende.

Endelig er der en lang række små detaljer, hvor forfatteren med enkelhed, kreativitet og/eller dybde får sat perspektiv på enten kristne sandheder eller verden omkring os.

F.eks. når Sarayu (Helligånden) ved synet af ”rodet” i Mack’s indre ”have” udbryder: ”Det er en fraktal. Jeg elsker fraktaler, så jeg anbringer dem alle steder”. Eller hvor Sarayu anskueliggør skabelsens mysterier med det enkle og barnlige spørgsmål: ”Hvorfor leger børn gemmelege?” Underforstået, at der i skabelsen af Gud er lagt mysterier og undere ned for vores skyld, som vi gennem videnskab og erkendelse kan ”more os” ved at finde. At forfatteren her gør dette til ”en del af glæden ved livets proces” er en meget fin pointe.

Det samme går igen, hvor Papa iført hovedtelefoner lytter til noget ikke særlig kristent, aggressiv funk musik, og hvor pointen er, at Gud faktisk også lytter til andet end kirkemusik og lovsang, og kan se hjertet bag. Eller når Papa konsekvent omtaler alle med ordene ”ham/hende er jeg særlig glad for”, og da Mack stiller spørgsmålet, ”Er der overhovedet nogen, du ikke er særlig glad for?”, gør en kort pause, som om han/hun tænker på alle som nogensinde har levet og svarer ”Næh”…

Den slags små detaljer er med til at løfte en bog, der i forvejen er ud over det sædvanlige.

Bogens formelle ærinde er at belyse forholdet mellem Gud og lidelsen i verden, men den ender med at berøre mange andre problemstillinger. Tilmed på en måde, som er alt andet end overfladisk, og som vil få enhver læser til at gøre sig mange spændende tanker om Gud og verden, og ikke mindst om ens eget forhold til Gud. Det er evangelisk fiktion på højt niveau, og de små skønhedsfejl der måtte være, eller synspunkter, som trods alt kan diskuteres, kan ikke tage dette væk fra bogen.